Kirkerne åbner igen

Kirkerne åbner igen


# Nyheder
Udgivet fredag d. 15. maj 2020, kl. 00:00

Kirkerne åbner igen i Lynge-Broby sogne
Kristi Himmelfartsdag torsdag den 21. maj åbnes der igen op for afholdelse af gudstjenester i Lynge-Broby Sogne. Der vil være gudstjeneste i Vester Broby kirke Kristi Himmelfartsdag, og i Lynge kirke søndag de 24. maj begge dage kl. 10.30. Men som det gælder nu med forsamlinger, må der kun opholde sig 16 kirkegængere i Vester Broby Kirke, og 25 kirkegængere i Lynge Kirke, når vi synger sammen. Så hvis du vil i kirke én af de to dage, så kom i god tid.  

Øvrige arrangementer aflyst foreløbigt frem til august
Næste kirkeblad for Lynge-Broby sogne skulle have været udkommet den 1. juni 2020. Men uvisheden om alle aktiviteterne i sognene gør, at vi har valgt at det først vil udkomme ultimo august. Til den tid håber vi at kunne give en fyldestgørende orientering om de kommende aktiviteter i sognene.

De sidste tre SogneCaféer i Lynge Sognelade har vi været nødt til at aflyse, og Ældreudflugten berammet til den 28. maj er aflyst. Pinsegudstjenesten 2. pinsedag på Kongsgaardens eng i Broby er også aflyst.

Det er desværre heller ikke muligt at afholde den planlagte konfirmandindskrivningsgudstjeneste i Lynge kirke søndag den 21. juni. Vi vil i stedet oprette elektronisk konfirmandindskrivning for det kommende års konfirmander via kirkernes hjemmeside.

Tilbage er så, om vi også bliver nødt til at aflyse den planlagte sensommerkoncert i Lynge Præstegårdshave søndag den 30. august. Det ved vi ikke for nuværende. Vi afventer hvad der udmeldes fra Kirkeministeriet og biskopperne omkring kirkelige aktiviteter henover sommeren. Herefter vil vi orientere om, hvad vi må og vil. 

SogneCaféerne starter normalt for sæsonen i september måned, men vi ved endnu ikke om det bliver muligt. 

Venlig hilsen

Carl-Chr. Bringgaard
Formand for Blad og Aktivitetsudvalget
Lynge-Broby Sogne