Den oprindelige romanske kirke var mindre end den nuværende. Den bestod af apsis, kor og skib, og den blev overvejende opført af kampesten. Apsis mod øst havde vindue, som siden tilmuredes.

Hjørnestenene er omhyggeligt tildannede kvadersten, hvoraf enkelte er af faksekalk. De rundbuede vinduer findes ikke mere.

I gotisk tid, i årene omkring 1350, blev kirkens skib forlænget mod vest. Der anvendtes atter kampesten, men indvendigt munkesten, og den nedbrudte vestmur blev genanvendt. Samtidig hermed blev skibet overhvælvet med tre fag krydshvælv.

 

 

Korets hvælv er derimod noget ældre. Kirkens ydre murværk har for størstedelen været hvidtet.

Siden kom kirkens tilbygninger til, og de er fra sengotisk tid. Deres fundament består af kampesten

Tårnet mod vest blev også rejst af delvist genanvendt materiale, og det indvendige tårnrum tjener nu som indgang.

I det samtidige krydshvælv ses kridtstenshoveder og ventilhuller. Fra samme tid er også trappehuset på tårnets nordside med opgang til kirkens klokker.

 

Af de øvrige tilbygninger er det oprindelige våbenhus mod syd formentlig ældst.

Det tjener nu som ligkapel. Over den tidligere indgangsdør til kirkeskibet er afdækket primitivt kalkmaleri, som forestiller smørkærning og drilledjævle.

I alder følger dernæst kirkens sakristi, der både har indgang fra kirkens nordside og indvendigt fra kirkens kor.

Det nuværende sideskib består af oprindeligt to kapeller. Det ældste lå mod vest, og det har måske en tid også været benyttet som våbenhus. Endnu findes indgangen derfra til kirkerummet, og skillevæggen ind til hovedskibet er blevet nedbrudt.

Kirken har mange karakteristiske kamtakker, og meget af den står nu hvidtet, med undtagelse af ligkapellet og tårnet, hvor kun blændinger og gesimser er hvid.